1. oktober 2023 tiltræder 48-årige Søren Møller Christensen som administrerende direktør i fonden Baltic Energy Island.
Fonden Baltic Energy Island blev stiftet i maj 2023 med ambitionen om at bruge Energiø Bornholm som afsæt for innovation, forskning og erhvervsudvikling på Bornholm og i Danmark. En af de første opgaver for fondens bestyrelse har været af få ansat den direktør, som skal stå i spidsen for at realisere fondens store ambitioner.
Vi har været igennem en proces med mange dygtige og kvalificerede kandidater, og det er med stor glæde, at jeg kan annoncere, at vi har ansat Søren Møller Christensen som administrerende direktør for fonden, udtaler forperson for fonden Claus M. Andersen.
Søren Møller Christensen har været konstitueret som direktør for Baltic Energy Island siden ideen om fonden tog form i november 2022. Søren Møller Christensen kommer fra en position som leder af Udvikling og Plan i Bornholms Regionskommune og før dette som direktør og partner i et konsulentbureau. Søren Møller Christensen har en uddannelsesmæssig baggrund som etnolog fra Københavns Universitet og har boet med sin kone og to børn på Bornholm siden 2017.
Ansættelsesudvalget har fået et rigtig godt indtryk af Søren i forbindelse med vores samtaler. Han bibringer fonden vigtige erfaringer med at opbygge og lede komplekse organisationer og har på rekordtid opbygget et solidt netværk indenfor energisektoren. Vi er derfor overbeviste om, at han er den, der kan levere på de store ambitioner fonden har, siger Claus M. Andersen.
Jeg glæder mig meget til at tiltræde som administrerende direktør for Baltic Energy Island. Sammen med bestyrelsen og fondens mange samarbejdspartnere skal vi indfri det potentiale, som Energiø Bornholm rummer for både Bornholm og Danmark. Vi skal udvikle energiøer til at være en ny dansk styrkeposition, vi skal udvikle Rønne Gl. Elværk til at være innovationshub og showroom for energiøer, og vi skal gøre Bornholm til et europæisk knudepunkt for test og implementering af innovative energiteknologier. Ambitionerne er tårnhøje, og jeg glæder mig til, at vi nu for alvor kan trække i arbejdstøjet, udtaler Søren Møller Christensen