Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har d. 22. nov. 2023 offentliggjort, at det bornholmske erhvervsfyrtårn, Baltic Energy Island tildeles yderligere 8 mio. kr. Den nye bevilling kommer oveni to bevillinger fra foråret, og konsortiet har nu mulighed for at igangsætte projektaktiviteter for i alt 30,6 mio. kr., hvoraf Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bidrager med 18,8 mio. kr.
Med de nye bevillinger er vi sammen med et stærkt partnerskab klar til at styrke arbejdet med at sikre både lokal og national værdi af Energiø Bornholm. Lokalt arbejder vi for, at energiøen bliver afsæt for styrkede uddannelser og vækst i SMV’er, mens vi nationalt arbejder for at energiøer bliver en ny dansk styrkeposition, som cementerer det danske innovationsforspring indenfor vindenergi. Vi takker for tilliden og glæder os til at komme i gang med arbejdet, udtaler adm. direktør i Baltic Energy Island.
Med bevillingerne fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bliver det muligt for konsortiet at igangsætte følgende aktiviteter:
- Residential College Bornholm videreføres med fokus på at styrke energiø-kompetencer hos studerende på universiteter samt erhvervsfaglige uddannelser og blandt medarbejdere i de bornholmske virksomheder.
- Der vil blive gennemført 5 innovationsforløb for SMV’er, der får mulighed for at udvikle forretningskoncepter indenfor afledte erhverv af Energiø Bornholm både on- og offshore og indenfor turisme. Virksomhederne vil bl.a. få mulighed for at få tilknyttet forskere og eksperter fra en række videnspartnere.
- SMV’er kan få håndholdt støtte til forretningsudvikling, de vil i et udbudsoverlik få viden om, hvornår de store investeringer i Energiø Bornholm bliver udbudt og Rønne Gml. Elværk vil blive styrket som showroom, der byder virksomheder velkommen til Bornholm.
Følgende aktører vil tage aktiv part i aktiviteterne: Baltic Energy Island, DTU, Bornholms Energi & Forsyning, Campus Bornholm, Business Center Bornholm, Energy Cluster Denmark, Odense Robotics, Destination Bornholm, Offshore Center Bornholm, Bornholms Regionskommune, Gate 21, Teknologisk Institut, Danfoss, Copenhagen Infrastructure Partners, Ørsted og Siemens Gamesa.